Deleværelse?

Denne uges #mandagsmanifest er erstattet af et indlæg med en anden overskrift. Dog handler det faktisk stadig om, hvad vores weekend blandt andet er brugt på. Vi har nemlig brugte størstedelen af weekenden på én stor rokade i huset…

Huxi fandt sin måde at komme fra Hollie til Sebastian

Vores hus er to etager, og vi har soveværelse oven på, og Sebastian har også værelse ovenpå. Hollie har haft værelse neden under, og har haft det fint med det indtil for ca 1-1,5 måned siden. Hun begyndte at vågne om natten og være ked af det, var svær at putte, altså at få “lov” at gå fra hende, og hun kom næsten hver nat op i vores seng. Hvilet resulterer i at alle i sengen sover dårligt, fordi hun er typen der vælter rundt når hun sover 😏

Alt det spektakel bunder i, at hun ikke kan lide at sove nedenunder alene. Vi har derfor gået i tænkeboks over, hvordan pokker vi løser det bedst. Mange ideer har været på tegnebrættet: skal ungerne bytte værelse? Skal de sove på ét værelse i fx køjeseng, og have “legeværelse” på det andet.. og hvad med Huxi, hvor skal han “bo”? vi kom frem til at de to Tore skulle sove sammen, både fordi det gav tryghed til alle, og fordi det logistisk gav mest mening. Da der kun er 14 måneder imellem dem kan det pt sagtens lade sig gøre! Huxi er rykket ud af soveværelset også har fået den ene side af vores store alrum på 1. Sal som “værelse”.

Huxis “værelse”/afdeling i vores alrum ovenpå. Et stort rum, som ligger mellem de stores værelse og vores soveværelse

Plusser

Vi valgte at de har værelse oven på, hvor vi også sover. Vi fik hentet en gratis seng i Hillerød til Hollie med skuffer nedenunder (fronterne skal males, men det bliver når der kommer lidt mere lune i luften). Vi tog et smut i ikea, hvor vi købte en stor reol som rumdeler, lidt flere kasser og nogle lamper til at sætte på reolen. Jeg havde en ide i mit hoved om, at der pga. Skråvægge ikke ville være så meget plads til dem ~ men hold op hvor har man lov til at blive positivt overrasket engang imellem 🥰

Man overvejer jo altid fordele og ulemper inden man begynder på et okay omfattende projekt som dette. En fordel er altså at det er en del hurtigere og nemmere at putte de to store, da de er i samme rum behøves kun én voksen, én historie og én omgang sang.. modsat før hvor vi gik med et barn hver på hver deres værelse.

Når der skal ryddes op og støvsuges på værelset er det en del mere overskueligt ~ både for ungerne og for den voksne der giver et nap med. Hver søndag rydder vi grundigt op, får støvsuget, skiftet sengetøj etc. Og det var hurtigere overstået i går end ellers 🤩😅

Det vigtigste plus er altså at de får sovet om natten, for alles skyld. De finder så meget tryghed ved hinanden og nyder en kill sludder mens de prøver at falde i søvn.

De er selv så glade for det, og jeg er blevet rigtigt tilfreds. Det er altså som om det er en del nemmere at gøre mindre og intime rum hyggelige end store, især til børn ~ efter min mening.

Det er Sebastians “værelse” man træder ind i, og rumdeleren virker som en væg udefra. Man skal helt ind i rummet før endnu et værelse kommer til syne. Rumdeleren afskærmer, opdeler og giver god mulighed for opbevaring trods skråvæg. Reol og kasser er købt i ikea, for at mål passer sammen. De har nu både seng hver, kommode til tøj, legetøj i reol og tv/PlayStation i Sebastians side af værelset. Sebastians seng kan trækkes ud, og Hollie kan tage sin madras med derovre. Det elsker de i weekenderne, og hygger med film. Sebastian har en smule mere plads, og har derfor også en lille, aflang reol med alle deres fælles bøger i.

Vi prøvede selvfølgelig af inden rokeringen om de overhovedet kunne finde ud af at sove i samme rum. Sebastian har en seng man kan trække ud, og lægge en madras på. De sov ved siden af hinanden en lille uge op til, før det gik løs. Ingen af nætterne kom Hollie ind i vores seng! 🤞🏻✌🏻🤩 vi besluttede derfor at det nok kunne lade sig gøre, og det er stadig gået super fint med deres nye værelse. Da jeg hentede Hollie var børnehave i dag, fortalte pædagogerne at hun havde snakket så meget om deleværelset, og hvor glad hun er for det.. så mon ikke det er den rette beslutning lige nu.

Minusser

At dele noget er altid lig med mulighed for konflikter.. hvor er grænsen for dit og mit, hvem har hvilke kvadratmeter, hvem skal rydde op, hvem skal have lov til at lege alene, hvis man har brug for det.

Det er ikke længere muligt at lukke døren og sige “gå ud fra mit værelse”.. især Sebastian har sommetider brug for ro og kunne sidde i sin egen lille verden. Det een sog stadig muligt da vi har lavet “legeværelse” nedenunder. Både fordi der ikke en plads til begges legetøj på ét værelse med skråvægge, men også fordi de altid slæber legetøj med ind i stuen (også nedenunder). Så ved at stuedøren og døren til legeværelset holdes åbne, virker det som ét stort rum, og vi er alle sammen. Samtidig giver det mulighed for at man kan gå derind og lukke døren og få lidt fred. På den måde har vi skabt to værelser, selvom de har deleværelse.

På sigt er vi klar over, at der skal ske en omrokering, men så længe de stadig er så små, og gerne ville være sammen, så vil vi faktisk gerne støtte op om det. Jeg synes det er enormt vigtigt at pleje et søskendeforhold, og jeg tænker at et ønske om at dele værelse, er en god mulighed for at anerkende deres lyst til at være sammen 😊

Tak fordi du læste med!

Kærlig hilsen Cecilie

Mandagsmanifest #6

Hej igen kære mandag! Endnu en “arbejdsweekend” er veloverstået, og en ny uge med “kun” et barn hjemme i dagtimerne er atter begyndt. I med børn kender nok til følelsen af, at hvis der er unger i huset, der har fri/ferie ~ så har forældrene ikke så meget fri.. men sådan er det jo 🥰

Denne weekend har været knap så begivenhedsrig, men noget har man jo altid fået tiden til at gå med. Når jeg ikke er på barsel er jeg lærer, og i den tredjeklasse jeg forlod plejede vi at have “morgenrunde”. Når man blev råbt op om morgenen kunne man vælge at sige “jeg har noget at fortælle”. Har har vi ofte haft snakken om, hvad “noget” er at fortælle. Børnene havde fået en idé om, at det kun var spændende for andre at høre om en tivolitur, restaurantbesøg, hotelophold eller lignende. Jeg gjorde meget ud af, at for det meste har man ikke sådan “noget” at fortælle, man har altid lavet NOGET ~ om det så er at gå en tur i skoven, at være med sin mor i Netto, at rydde op på sit værelse eller what ever! Jeg synes det er trist at man ikke længere synes det er noget “værd”, hvis man fx har været en tur i skoven. Det hele er efterhånden én stor konkurrence her i livet, fra barn til voksen på hver sin måde. Derfor øver vi også herhjemme at det er lige så fedt at lege på værelset, at gå en tur, at være på legeplads, at tegne etc. Som at komme en tur i biffen.. det er bare liste svært at få ungerne til at være enige i dén tanke 🙈

Lørdag

JSom nævnt i et tidligere indlæg, er vi pt i gang med at få sorteret, smidt ud og komme igennem diverse kasser med “lort” rundt omkring. Vi flyttede ind i huset for knap to år siden, og dengang gik det lidt hurtigt med at flytte, og mange af kasserne blev bare droppet ind, hvor der lige var noget plads. Vi har intet loft eller kælder, det eneste vi har er et skur i haven (og der kan jo ikke stå ting der kræver at der er tørt og varmt), og et skunkrum under trappen til førstesal.

Vi bor et sted med klyngehuse, hvor der er små stier der forbinder husene, og to torve med legepladser. Vi har også en fælles trailer, og den fik vi hentet ned til huset om formiddagen. Så gik vi i haven mens ungerne legede ude, og fik sorteret i ALLE vores potter. Vi har efterhånden arvet en del, og havde heller ikke fået smidt ud da vi flyttede.

Dernæst gik vi i skunkrummet 😅 shit med lort man har.. der var seriøst fire flyttekasser med bar gammelt tøj, der er helt tilbage fra min gymnasietid 🙈 for det første har moden altså ændret sig en del, eller også har min smag 🤣 og for det andet er det altså også med at få smidt ting ud, der har stået i kasser i over fem år.. så får man sgu nok ikke brugt det længere. Så allerede der røg der lige en del kasser væk.. der stod gammelt puslebord, lamper i lange baner der ikke bliver brugt, malerpap etc. Vi endte med at have plads derinde lige pludselig 😍 ret fedt at kunne have ting opbevaret derinde som man faktisk gerne vil gemme, såsom autostole, maling og gavepapir.

Ungerne havde hele ugen plaget om “biograf” (omtalt i tidligere Mandagsmanifest ~ biograf på værelset med film, popcorn og lidt slik), og hele ugen har jeg måttet sige, at det altså er en “weekendting”. Om eftermiddagen fik de derfor lov til at sætte film på, gardinerne blev trukket ned og de hyggede. Så kunne min mand lige få kørt en proppet trailer på lossepladsen 👌🏻

Søndag

Vi havde lovet ungerne at næste gang det barn weekend og det ikke regnede, så ville vi tage en tur i Zoo igen. Men det var ikke just det skønneste vejr.. så vi droppede tanken, og fik så hygget herhjemme.

Jeg har længe drømt om at få ordnet vores barnevogn, da den havde fået en del pletrust siden den stod fin og klar til Huxis ankomst i sommer. Vi har en gammel Odder Søvlpil, der er over 30 år gammel i grå/sølv. Jeg købte den da jeg var gravid med Huxi, og fik gjort den helt i stand ~ den skinnede! Men bare en smule regn/fugt, giver desværre hurtigt rustpletter. Bare på et halvt år var der en smule af rusten der ikke kunne komme HELT af, men ellers fik jeg stort set skubbet og pudset den helt fin igen 🤩 Hvis I også har en gammel eller rusten vogn, måske en der er købt billig brugt, så vil jeg give en lille guide her til, hvad jeg gør for at shine vores vogne op igen, du skal bruge:

  1. Varmt vand og sæbe
  2. Rodalon
  3. En spand
  4. En gammel opvaskebørste
  5. Skumsvampe og klude
  6. Ståluld/Rensletter
  7. Gamle viskestykker
  8. “Autosol” (pudsemiddel mod rust)
  9. Gummihandsker
  10. Håndcreme
  • Hvis der er stof der kan lynes/knappes af så start med det, og put det i vaskemaskinen på 30 grader sammen med en ske Vanish
  • Hvis der er stof der sidder på fx en kaleche, der kan komme af vognen, men stadig har bøjle inden i, kan det vaskes i badekar med sæbe, Rodalon og varmt vand
  • Tag stellet fra barnevogn/klapvogn med uden for!
  • Lav en omgang varmt vand med sæbe
  • Vask vognen ren for snavs, mudder, spindelvæv etc ~ her plejer jeg at bruge en gammel opvaskebørste, den er god især til at rense hjul med!
  • Hvis der er rust på vognen kan du efter vask bruge Rensletter/ståluld. De skal gøres våde, og så er det ellers bare knofedt der skal til! Meget rust er overfladisk, og kan fjernes. Hvis rusten har siddet længe, har den måske ætset sig igennem belægningen, også kan dermed ikke fjernes længere, dog hjælper det stadig gevaldigt synsmæssigt at fjerne det der kan komme af (her taler jeg om stel der er lavet af krom, og ikke stel der har “kunstig overflade”, altså diverse belægninger som ofte ender med at krakelere af).
  • Når så meget som muligt er fjernet med vand, sæbe og ståluld kan der pudses efter med Autosol (et produkt som mekanikere og cykelsmede bruger, fås i blandt andet T-Hansen, Harald Nyborg). Det får metallet helt blankt, og lægger samtidig et beskyttende lag mod rust fremover.
  • Autosol er altså ret krads, så det er vigtigt at bruge gummihandsker her!
  • Hvis vognen er angrebet af skimmel eller een blevet jordslået, så kan du putte Rodalon i en forstøver og spray på. Lad det sidde nogle minutter, og skrub efter med en svamp/klud.
  • Du har nu en vogn der er væsentlig pænere, renere og steget i værdi 🤩 dog er dine hænder formentlig blevet en del Merete udtørret end de var i forvejen, og du skal nok slutte af med at bruge en gang håndcreme ✌🏻😉

Jeg skal nok lægge før/efterbilleder op snarest, men nu er det desværre for mørkt til at fange gode billeder.

Tak fordi du læste med!

Kærlig hilsen Cecilie

Tanker fra Barselona #1

Kære Barselona ~ Nu har jeg været sammen med dig siden slut marts 2018. Først uden en baby, og senere kom der en baby med hjem fra hospitalet (fødselsberetning kommer snart!).. jeg har aldrig været på barsel alene før – med de to store var jeg studerende, og fik dermed fødselsklip/SU, og Joachim kunne tage barslen fra det “andet system” på barselsdagpenge. På den måde fik vi to børn, og sammen kunne vi gå hjemme to år med dem.

Jeg var bange for om jeg kunne klare det denne gang, både dét at være alene, men også at stå med alt selv omkring en baby. Heldigvis er det gået over AL forventning, faktisk må jeg sige at Barselona er et ret så fedt sted!

Må man godt sige det? På et tidspunkt var det tabu at sige, at man glædede sig til at komme tilbage til sit job ~ jeg føler det er tabu at sige man faktisk nyder at være hjemme og have ro til sin baby, og dagens højdepunkt er at vaske en maskine tøj. Og hvis man virkelig giver den gas kører man en tur i Rema 1000 😱 Jeg var også nervøs for om tiden ville gå MEGA langsomt, men nej.. den flyver jo afsted 😅🙈 dagene går, ugerne går og måneder går….

I går sad jeg og blev lidt for intim med tanken om, at jeg jo aldrig kommer til at være så tæt med Huxi igen!! ALDRIG vil vi være sammen i så mange timer, hver dag.. den symbiose man er i med sin baby er svær at acceptere skal stoppe. Lige nu kan jeg slet ikke se, at han til sommer skal undvære mig, det kan han da ikke 🙈 og det ved jeg jo godt at han kan, men jeg bryder mig bestemt ikke om tanken. I min verden er det MIG der kan aflæse ham, mig der kender hans signaler og behov. Mig han vil nusses af, trøstes af.. jeg ved hvad han kan lide og spise! Alle de tanker

Endnu et tabu er, hvis man ikke er i en mødregruppe. Og det er et bevidst valg jeg har taget, at det har jeg ikke lyst til! Jeg opsøger de bekendte og venner jeg magter og har LYST til at være sammen med, de dage jeg kan overskue det. Jeg tænkte da om jeg ville blive “ensom”. Især fordi vi bor lidt ude på “landet”, men helt bundærlig, så nyder jeg mit eget selskab, især i selskab med Huxis 🤩

Men vi er jo alle lavet af forskellige støbninger.. jeg tror bestemt at der findes kvinder, der bare ikke bryder sig om det her “hjemmeliv” og kan se noget som helst fedt ved det ~ at skulle indtræde i en lidt gammeldags kønsrolle lige pludselig. Og der må jeg igen krybe til korset og sige, at jeg hygger mig ret fint med at gå og rydde op, gøre lidt rent, vaske tøj etc. Især efter at vi har lavet os et skema over hvilke dage vi gør hvad. Før skemaet kunne jeg godt få stress over følelsen “jeg burde..”, men den stemme hersker ikke længere. Fordi nu står der hvilken dag jeg “skal” hvad.. og selvfølgelig kan man lave om i dagene, og gøre præcis som man gider.. men tanken om at det er tilrettelagt, så man kan vælge at følge det er ret dejligt 😅

Det er kommet bag på mig, hvor meget af min tid der går med at spekulere i fremtid etc. Som om man lige har et pusterum i sit liv, hvor alle hylder i hjernen støves af og gås efter for ting og sager. Hvad vil jeg med mit liv? Er der noget jeg vil ændre..? Men måske er det ret sundt at få tid til sådanne tanker en gang imellem i sit liv. Tiden med Huxi får jeg som sagt aldrig på samme måde, men det gør jeg jo heller ikke med mit eget selskab! Indtil jeg skal pensioneres vil der konstant være arbejde kun afbrudt af ferier og weekender 😳

Nå, men alt er overdrevet Nice her! Jeg ved at der desværre findes mange kvinder derude på barsel som bestemt ikke har det ligeså nemt som mig, og derfor ikke får lov at nyde det på samme måde. Jeg går lykkelig i seng og står lykkelig op hver morgen, og dét priser jeg SÅ højt, og takker ofte nogle højere magter for, at mit liv udmønter sig som det gør 🥰

Kærligt hilsen Cecilie

Mandagsmanifest #5

En weekend præget af gråvejr og regn er veloverstået.. Jeg synes altid det er en lille smule mere udfordrende at få ungerne kørt trætte når vejret ikke byder til udendørsleg og -aktiviteter. Men vi overlede igen igen 😉

Vi er inde i en fase pt hvor alt herhjemme bliver endevendt.. vi bor på 132 kvm, så vi har egentlig rigelig med plads, men da vi ingen kælder eller loft har, er man sommetider nødt til at få sorteret, smidt ud og kort sagt gjort hovedrent der hvor man ikke lige kommer hen hver dag.

Jeg har fx lige booket en stand i Børneloppen, så jeg kan få solgt ud af alt det som Huxi er vokset ud af, og som vi ikke længere får brugt. Børneloppen (til de der ikke kender konceptet) er en butik (den jeg benytter ligger i Valby), hvor man lejer en stand, og kan her putte sine ting ind, selv prissætte sine varer, og kunder kommer så og køber fra standene (ikke sponsoreret eller reklame! Jeg synes bare ideen er mega fed). På den måde er det win-win for alle: man kommer af med sine ting, man får tjent nogle “lommepenge” og køberne kan købe brugte lækkerier til gode priser!

Jeg har booket i slutningen af februar, så jeg stadig har lidt tid til at få lidt mere af tøj etc. med som bliver for småt. Sidst jeg havde stand derinde tjente jeg altså ca 6000 på 14 dage 😀 Denne gang skal pengene lægges til side og bruges til lommepenge/madpenge når vi rejser til foråret.

Derudover er jeg inde i en periode, hvor jeg føler at jeg havde mistet kontrollen og overblikket over de daglige gøremål, såsom rengøring, indkøb, tøjvask etc. etc. Jeg gik med en følelse af at det “burde” jeg gøre, når nu det er mig der går hjemme. Samtidig er der altså også en baby som jeg ikke vil misse at være sammen med og hygge om. Derfor fik Joachim og jeg lavet et skema over de ting vi gerne vil have gjort og skal gøre i løbet af en uge, og har sat os i system, de røde ting skal jeg gøre og de grønne skal Joachim. Det har allerede hjulpet super godt oppe i mit lille barselshovede.. på den måde kan jeg mærke at meget stress har sluppet mine skuldre, en følelse af at jeg VED at tingene bliver gjort, men måske ikke lige i dag, men så står det på torsdag fx. Vi har derfor blandt andet fået gjort de gøremål der står i løbet af weekenden – om søndagen rydder vi fx op på ungernes værelser

Lørdag

Vi havde en rolig morgen, hvor vi gav os tid til en lækker morgenmad – blandt andet lavede vi en lækker omelet. Under morgenmaden plejer vi at tale om, hvad dagen skal bringe, og hvad vi har af gøremål eller ønsker for dagen. Her blev vi hurtigt enige om at køre ud og gå en dejlig tur om formiddagen, da de havde lovet regn senere på dagen samt hele søndagen.

Vi kørte ud til Hornbæk Plantage allesammen. Et fedt område der ligger ca 10 min. i bil fra vores hjem. Det ligger mellem Hornbæk og Ålsgårde på strandvejen, og er ret specielt naturmæssigt. Der er gode stier man kan gå på (barnevogn og mor siger tak!), der er flotte fyrtræer af forskellig art, der er hav, strand og skov – perfekt for alle aldre. Ungerne fik løbet af, fik kastet med sten i vandet, fundet muslingeskaller og klatret i træer og Huxi sov dejligt til bøljebrus hele vejen.

Efter en times gåtur og leg kørte vi hjem. Ungerne havde fået lov at se Disney Show fredag, og Huxi havde sovet mere uroligt end sædvanligt om natten – så alle var lidt kørt over og vi lagde os derfor lidt på sofaen efter frokost. Og det var sådan set højdepunktet dén dag..

Søndag

Dagen startede dejligt: en baby og to børn der sov til 7.35!! Det er jo samme følelse som det gav at sove til 10.30 i ens unge dage.. 😉 En halv time efter kom morfar og bankede på, mormor havde åbenbart været tidligt oppe og bage boller, så vi fik lige en pose lune boller – mums!

Efter morgenmaden gik vi i gang med en tornado i huset, altså en god én af slagsen. Børnene hjalp lidt til, og gik ellers på værelserne. Imens fik vi boret reol fast i køkkenet (børnesikring), støvsuget og vasket gulv oven på etc. Så dejligt når det er gjort! 😀

Det blev frokosttid, og derefter stod det stadig ned i stænger uden for. Børnene blev rastløse og begyndte at plage om biograf, men det var altså hverken en del af planen eller særlig nemt med en baby 😉 Men mor fik sørget for biograf på Sebastians værelse. Fik fremskaffet to “biletter” inklusiv slik, sodanvand og chips, det var lykken skal jeg hilse og sige, og så var det helt gratis!! Det kan anbefales, bonus er den dejlige ro der hersker huset i cirka halvanden time haha..

Efter biograftur fik jeg lavet kardemommesnegle med Hollie. Vi skulle nemlig have mormor og morfar på besøg til kaffe kl 15.30, og der skulle der lige være lidt hyggeligt til. De blev bare MEGA gode, og det ekstra gode er, at der er rigtig lidt sukker i både dej og fyld! Jeg kan godt lide tanken om en “kage” som faktisk ikke er proppet med sukker. Man kan så vælge at putte mere sukker i, hvis man ønsker den mere sød. Hvis man følger opskriften smager de lidt som en “usund bolle”, altså lavet med sødmælk, lidt sukker, en smule fyld og smør. Jeg tror også de er gode dagen efter med lidt smør på.

Her får I opskriften, hvis I skulle have lyst til at lave en omgang en dag:

Dej

500 g hvedemel

  • 500 g hvedemel
  • 2,5 dl sødmælk
  • 100 g smør
  • 50 g gær
  • 2 æg
  • 3 spsk sukker
  • 1 knivspids salt
  • 1 spsk kardemomme med top

Fyld

  • 150 g blødt smør
  • 4 spsk sukker
  • 2 spsk kardemomme med top
A. smelt smøret langsomt i en gryde
B. tilsæt sødmælk.
C. Tag det af varmen.
D. Smuldr gæren ud i smør og mælk
E. Lad det hele køle lidt af.
F. Rør æggene langsomt i.
G. Pisk.
H. Forsigtigt.
I. Sigt mel, salt, sukker og kardemomme i en skål.
J. Tilsæt mælk, smør og gær.
K. Ælt.
L. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke.
M. Stil dejen til hævning et hyggeligt sted.
N. Syng en halv time.
O. Du kan også tage en lur.
P. Rør ingredienserne til fyldet sammen.
Q. Rul dejen ud i en fin firkant på 30 x 20 cm
R. Fordel fyldet på dejen.
S. Rul.
T. Skær skiver på ca. 2 cm.
U. Læg sneglene på bagepapir.
V. Vent med at spise!
W. Syng en halv time til.
X. Nu er de snart færdige.
Y. Men de skal først i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 min.
Z. Når de er gyldne, skal de ud af ovnen.
Æ. Nu! Må du godt tage en.
Ø. Velbekomme.
Å. Mums

Jeg håber I har haft en dejlig weekend!

Kærlig hilsen Cecilie